Højhuse til debat i Aalborg

Skal der bygges højhuse i Aalborg? Det spørgsmål kaster Aalborg Kommune fra i dag ud til byens borgere. Vel vidende, at modstanden mod skyskraberne vil være stor.

- Vi er i gang med vores havnefront, der er meget markant med de høje siloer. Og det gør selvfølgelig, at vi spørger om der fortsat skal være meget høje bygninger på havnen, for det er vi vant til, siger viceborgmester Kristian Schnoor (Soc.dem.).

De seks områder er især placeret ved Limfjorden - nemlig ved Lindholm Brygge og Peder P. Hedegaard på Nørresundby, ved brolandingen, musikhusgrunden og ved Østre Havn på Aalborgsiden og, som eneste undtagelse, godsbaneområdet.

- Der er så store områder i spil i øjeblikket, at det er nu vi skal finde ud af, om vi vil have højhuse netop her, siger Vibeke Gamst, konservativt medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

- Jeg vil meget gerne have høje huse også på alle de nævnte placeringer. Men jeg stiller store krav til developerne om høj kvalitet og skulpturel værdi for byen, siger et andet af udvalgets medlemmer, Arne Schade (Soc.dem.).

Men i Hjørring og Frederikshavn har man opgivet at bygge højhuse, forbi den folkelige modstand var for stor. Og det er da heller ikke alle politikere, der er helt så begejstrede som Arne Schade.

- Det skal jo ikke bare være høje huse for husenes skyld. Det skal jo ikke være et parcelhuskvarter på højkant, siger Vibeke Gamst.

- Jeg tror egentlig, at borgerne bakker op. Selvfølgelig vil der komme protester, men jeg tror, at der er en holdning til, at i storbyen Aalborg vil man gerne have et mere internationalt snit, mener Arne Schade.

Men det er ikke kun de mange frie arealer, der har fået politikerne til at spekulere i højhuse.

- For derudover mærker vi en stigende interesse fra potentielle entreprenører, der mener, at højhuse er sagen, siger viceborgmester Kristian Schnoor (Soc.dem.)

Høringsfasen er fire uger lang - blandt andet med et offentligt møde d. 7. november. Og politikerne bedyrer, at de ikke har lagt sig fast på noget på forhånd.

- Jeg synes, at det kunne være sjovt, hvis vi fandt nogle helt andre placeringer. For der er jo mange andre muligheder også, siger Vibeke Gamst (Kons.).


Seneste nyt

fra Nordjylland