Holdånd i både Superliga og skoleklasse

Det kræver samarbejde og holdånd både at gå i syvende klasse og spille superligafodbold. Derfor har skolerne og AaB slået sig sammen i nyt tiltag.

Nu får elever fra Aalborg Kommunes Skoler muligheden for at møde AaB's ALKA Superligaspillere i øjenhøjde. Fokus er på sammenhold, for det er vigtigt at både fodboldhold og klassekammerater udgør et team for at opnå de bedste resultater.

Elever i 7.-10. klasse får nu muligheden for at besøge Nordjyske Arena, hvor de sammen med fire Superligaspillere skal diskutere vigtigheden af en sund og varieret kost for at kunne præstere, men også vigtigheden af sammenhold. Der bliver sat fokus på betydningen af venskab og begejstring samt vigtigheden af at kunne sætte sig mål og nå dem. Besøget hos AaB er et led i den åbne skole, hvor skoleeleverne kommer uden for klasselokalet og møder foreninger, institutioner eller virksomheder. 

- Jeg har en enorm respekt for, at AaB på denne måde ”spiller bold” med vores skoleelever. Fodbold er et skoleeksempel på en sport, hvor både den enkeltes præstationer er vigtige – men især, hvor samspillet betyder alt. Dét, at vi arbejder sammen og respekterer hinanden – både på og uden for banen, er altafgørende, siger Tina French Nielsen, Rådmand hos skoleforvaltningen. 

Et fodboldhold består af en række forskellige spillere, men til sammen udgør de et hold - et team. På samme måde er eleverne i en klasse vidt forskellige, men sammen udgør de en klasse - deres team. Sammenholdet er afgørende for begge teams, hvis de skal skabe rammer, hvor alle trives og udvikler sig.

- I AaB er vi bevidste om vores rolle i lokalområdet, vi er Hele Nordjyllands Hold – også uden for banen, hvor projekter, som dette giver os en god mulighed for at komme i direkte i kontakt med vores fans. Derudover kan vi bruge vores erfaringer fra livet som professionel fodboldspiller til at give eleverne et større indblik i, hvad det kræver at kunne præstere – også i klasselokalet. Vi håber, at de paralleller, som vi trækker gør, at eleverne får øjnene op for, hvad de selv og som gruppe kan gøre for at lykkes, siger Jakob Blåbjerg der spiller i AaB og som har været med til at udarbejde strukturen for dette samarbejde udtaler om forløbet:

Arrangementet er den 28. april og besøget starter kl. 13.30 til kl. 15.00. Ved hvert besøg er der plads til to klasser (eller max 50 elever). Tilmelding foregår efter først til mølle princippet. Målgruppen er 7.-10. klasse. Arrangementet er gratis for skolerne. Efter arrangementet vil der være mulighed for at stille spørgsmål til elever, spillerne og erhvervsplaymakeren.

Det er hensigten at samarbejdet også finder sted i næste sæson, så flere skoler og elever kan få glæde af besøget. 


Seneste nyt

fra Nordjylland