Hollandske bomtrawlere kritiseres for ikke at være bæredygtige

Hovedemnet ved mandags fiskerikonference i Frederikshavn var bæredygtighed i fiskeriet. Særligt en fiskeriform kritiseres for ikke at være bæredygtigt – hollandsk bomtrawl.

Det er ikke gået de nordjyske fiskeres næse forbi, at der er blevet et stigende fokus på bæredygtighed.

Ved mandagens fiskerikonference i Frederikshavn var det helt store emne bæredygtighed i fiskeriet. Selvom de danske fiskere gør, hvad de kan for at blive mere bæredygtige, så er der stadig en form for fiskeri i Danmark, som fiskerne kritiserer for ikke at tænke på bæredygtighed – nemlig de hollandske bomtrawleres måde at fiske på.

quote Vi synes jo, at de ødelægger mere end de er bæredygtige.

- Niels Kristian Nielsen, Formand, Hirtshals Fiskeriforening.

- De siger selv, at de er meget bæredygtige, men det kan vi ikke rigtig se som danske fiskere, at deres fiskeri er bæredygtigt. Vi synes jo, at de ødelægger mere end de er bæredygtige, siger Niels Kristian Nielsen, der er formand i Hirtshals Fiskeriforening.

Bomtrawlerne bliver af fiskerne beskyldt for at ødelægge og flytte rundt på havbunden med deres store og tunge redskaber. Fiskerne mener, at de hollandske bomtrawlere flytter med ting, som ikke har været flyttet med før. De ting ender så med at komme i vejen for de fiskere, der har fisket i netop det område i flere generationer.

 

- Det vil sige, at de ikke kan være på de fiskepladser, som de har været på før, og det er en stor belastning for fiskeriet nær kysten, siger Niels Kristian Nielsen.

Et problem længe

Det nordjyske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen (S), er endnu en gang gået ind i sagen. Han ønsker at få øget kontrollen af hollandske bomtrawlere, der fisker i dansk farvevand for at se, om hollænderne overholder spillereglerne.

quote Det er en metode at fiske på, som jeg er meget imod.

- Bjarne Laustsen, Folketingsmedlem, Socialdemokratiet.

- Det er en metode at fiske på, som jeg er meget imod, fordi den er meget hård ved havbunden, den er ikke energivenlig og fiskene bliver af en dårlige kvalitet. Så jeg synes, at man skal se at fange fiskene på en anden måde, siger folketingsmedlem, Bjarne Laustsen (S).

Bomtrawlerne har været et problem for de nordjyske fiskere i mange år. I 2016 fortalte vi på TV2 Nord første gang om, hvordan de nordjyske fiskere følte sig presset af de hollandske bomtrawlere.

- Det er svært for os at blive ved med at se på sådan noget, fordi det er vores fiskere, der er den lille i den her sammenhæng, siger Niels Kristian Nielsen.

Forsøger selv med bæredygtige tiltag

Selv mener de nordjyske fiskere, at de gør en indsats for at være mere bæredygtige i deres fiskeri. På konferencen blev der snakket om flere nye tiltag, som kan gøre de danske fiskeres arbejde mere bæredygtigt.

- Vi bruger selektive redskaber, altså prøver vi på at sortere nede på havbunden i stedet for at tage fiskene op og slå dem ihjel og så smide det ud igen. Vi prøver at sortere så meget fra, så fiskene kan overleve, så vi har dem at fiske på til næste år også, siger Niels Kristian Nielsen.

Men selvom fiskerne i Nordjylland gør, hvad de føler, de kan for at være bæredygtige, så kan det være lidt demotiverende at kigge længere ud på havet og se de hollandske bomtrawlere trawle videre.

quote For os er det bare en torn i øjet.

- Niels Kristian Nielsen, Formand, Hirtshals Fiskeriforening.

- Vi har lidt svært ved at se, at det vi gør, er så godt, når hollænderne gør det modsatte. Vi skal huske at hollænderne har en kvote, som de skal have lov at fiske på, men for os er det bare en torn i øjet, at de bruger de redskaber, som vi ikke synes, er de helt rigtige, siger Niels Kristian Nielsen.

- Det er altødelæggende

Allerhelst så Niels Kristian Nielsen og flere andre nordjyske fiskere, at de hollandske bomtrawlere forsvandt ud af Skagerrak.

quote Det de gør her, det er altødelæggende.

- Niels Kristian Nielsen, Formand, Hirtshals Fiskeriforening.

- Hvis de brugte samme redskabstyper, som de gør i andre lande i EU, altså trawl, garn og snurrevod, så er det ok fra vores side, men det de gør her, det er altødelæggende, siger Niels Kristian Nielsen.

Efter flere års kamp med de hollandske bomtrawlere håber Niels Kristian Nielsen nu, at der kommer handling i sagen.

- Vi håber på, at politikerne de vil se lidt mere velvilligt på det her og se, hvad det er, der er ved at ske, for alle råber op om det kystnærefiskeri. Det her er som sagt altødelæggende, siger Niels Kristian Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland