Hollandske fiskere vælger Skagerrak af en grund: Farvandet er et Eldorado af fisk

Nordjyske kystfiskere oplever i stigende grad, at hollandske bomtrawlere, der har en ganske lille fiskekvote i Skagerrak, fisker i farvandet - og det er der en god grund til.

Det er ikke uden grund, at hollandske bomtrawlere fisker så flittigt i Skagerak, som de gør. Ifølge havbiolog Nathalie Danielsen, fra Nordsøen Oceanariet i Hirtshals er der tale om et meget rigt fiskevand:

- Vi taler om flere hundrede fiskearter i Skagerak af forskellige fiskearter – både hajer og fladfisk og pelagiske fisk, der lever oppe i vandsøjlen. De findes her, fordi der er en stor planktonproduktion, som er grundlag for alt det liv, der er derude, siger Nathalie Danielsen.

Skagerak blev i starten af dette årtusinde overfisket, og det gav problemer i en årrække. Derfor blev fiskeriet pålagt skrappe restriktioner, men er igen givet frit indenfor de tilladte kvoter.

- Umiddelbart ser det ud til, at en lille pause i fiskeriet har gjort, at fiskene har fået tid til at komme sig og har øget deres bestand, så der nu igen virkelig er noget at komme efter, siger Nathalie Danielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland