Hørmested-borgere vil ikke stemme i Lendum

Foto: Per Frank Paulsen

Der er denne gang længere mellem valgstederne, når nordjyderne om lidt skal til stemmeurnerne. Flere kommuner har nemlig nedlagt valgsteder. I Aalborg er halvdelen af valgstederne væk - og i Hjørring er tre blevet sløjfet siden sidste valg. Blandt andet i Hørmested. Men her vil man ikke finde sig i at blive sendt syv kilometer ud af landevejen for at sætte kryds.

En gruppe borgere fra Hørmested i Vendsyssel mener, det er fuldstændigt vanvittigt, at de skal køre syv kilometer ud til valgstedet i Lendum, i stedet for at nøjes med en tur på tre kilometer til valgstedet i Sindal. Men her må de ikke stemme, for Hjørring Kommune har opdelt valgdistrikterne på en sådan måde, at Hørmested hører til Lendum.

- Det er tåbeligt, og det kommer til at gå ud over de mange ældre borgere her i byen, der ikke har mulighed for at komme til Lendum i egen bil, ligesom vi har en del førstegangsvælgere, der også vil få svært ved at komme til valgstedet, siger Morten Hansen fra Hørmested.

Han og flere andre i den lille by mener, det vil være oplagt for dem at skulle stemme i Sindal, der ligger tættere på, og det sted, som borgerne i Hørmested føler sig mere knyttet til end Lendum.

Nu sender Morten Hansen en appel til politikerne om at ændre på valgstederne, sådan at Hørmested-borgerne kan komme til at sætte kryds i Sindal.

- Det kan sagtens lade sig gøre, for kommunen sender jo først valgkortet ud fem dage før valget, og hvis bare vi kunne få en dialog i gang om fornuften i hvem, der skal stemme hvor og hvorfor, så vil vi gerne hjælpe kommunen med at lave nye inddelinger i valgdistrikterne, siger Morten Hansen.

Borgmester Arne Boelt (Soc.Dem.) afviser, at der er noget, der skal laves om.

- Jeg vil heller ikke mødes med dem for at diskutere det, for valgstederne er godkendt og vedtaget i byrådet, og alle regler er overholdt, siger Arne Boelt.

Hjørring Kommune mener, borgerne i Hørmested skal stemme i Lendum, fordi der er bus mellem de to landsbyer, og ingen af byerne er store nok i sig selv til at fastholde egne lokale valgsteder.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord