Hospital opretter ekstra operationsstue - og sparer penge

Foto: Lene Pedersen, Aalborg Universitetshospital

Aalborg Universitetshospitals afdeling i Farsø får nu sin sjette operationsstue. Selvom det koster næsten seks millioner at etablere den, så ventes den ekstra operationsstue at give Region Nordjylland en besparelse.

Kan man spare penge ved at lave en investering på 5,7 millioner kroner i en ny operationsstue? Ja, lyder svaret fra Region Nordjylland.

Derfor har regionen valgt at oprette en ekstra operationsstue på Aalborg Universitetshospitals afdeling i Farsø, som fremover vil have seks operationsstuer til rådighed. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Det koster Region Nordjylland 5,7 millioner at udstyre vores nye operationsstue med det mest moderne udstyr, men engangsudgiften betyder masser af fremtidige besparelser. Den nye stue medfører nemlig en markant forøgelse af behandlingskapaciteten, og det betyder, at vi fremover i langt større omfang kan operere vore egne borgere i regionen frem for, at de bliver sendt til operation i andre regioner, siger ledende overlæge ved ortopædkirurgien i Farsø, Poul Hedevang Christensen.

Læs også Frustration i Nordjylland: Regeringen holder fast i produktivitetskrav på sygehuse

Det koster eksempelvis højst Region Nordjylland 30.000 kroner, hvis en borger får en ny hofte på hospitalet i Farsø. Vælger borgeren i stedet at gøre brug af behandlingsgarantien og får udført indgrebet i Region Midtjylland, fordi der ikke er plads på de hidtidige fem operationsstuer i Farsø, koster det regionen hele 55.000 kroner.

- Det betyder, at de 5,7 millioner formodentligt allerede vil være tjent hjem i løbet af et års tid, så det er virkelig en økonomisk fornuftig investering, siger Poul Hedevang Christensen.

Overlægen forventer, at den ekstra operationsstue vil øge den årlige operationskapacitet med 600 og dermed gøre Aalborg Universitetshospital Farsø til den største enhed for planlagt kirurgi i hele Region Nordjylland.

- Hvert år sender vi cirka 280 hofte- eller knæoperationer ud af regionen. Nogle af dem er så komplicerede, at de skal laves i Aarhus eller på Rigshospitalet, men jeg vil tro, at vi fremover kan holde mellem 220 og 240 af dem hjemme i regionen, og det gør, at den nye operationsstue hurtigt er tjent hjem, siger Poul Hedevang Christensen.

Aalborg Universitetshospital i Farsø forventer, at den nye operationsstue bliver taget i brug efter sommerferien.

Flere nyheder fra TV2 Nord