Hoteller raser over dyre elafgifter

Hotelbranchen raser over, at de har elafgifter, der er mere end 100 gange dyrere end andre brancher, som for eksempel landbruget.

Hvorfor det skal være 100 gange så dyrt at opvarme et hotelværelse i forhold til en grisesti, det forstår hotelbranchen ikke. Branchen raser lige nu over denne skævvridning i elafgiften, som de mener kan komme til at koste vækst i branchen.

- Det er stærkt uheldigt, at vi som erhverv skal belastes på nogle punkter, som andre erhverv ikke bliver belastet af, det er jo med til at svække vores konkurrenceevne, siger Lars Mouritzen, regionsformand Nordjylland, Horesta.E

Hotelbranchen er i oprør over elafgifter, som de mener giver ulige vilkår. Hoteller skal nemlig betale mere end hundrede gange så meget i afgift end for eksempel landbruget.

En landmand skal betale 0,4 øre pr. kWh for at opvarme sin grisestald. En hotelejer skal betale 41,7 øre pr. kWh for at opvarme sine hotelværelser og det varme badevand til gæsterne. Forskellen i elafgiften er kommet, fordi politikere har vurderet at el ikke er ligeså vigtigt for produktionen i hotelbranchen, som den er for produktionen i grisestalden.

- Vores produktion går på at kunne producere nogle værelser med gode overnatningsmuligheder, og det kan vi ikke, hvis der ikke er varme på i værelserne, siger Ole Hust, vært, DanHostel, Frederikshavn.

Branchen håber at politikerne vil være med til ligestille vilkårene på tværs af brancher og dermed sørge for at øge branchens konkurrenceevne. Det nordjyske folketingsmedlem Lise Bech fra Dansk Folkeparti kan godt forstå branchens frustration.

- Det er en vigtig ting for branchen, så det skal vi have set på snarest muligt, siger Lise Bech.

  


Seneste nyt

fra Nordjylland