Hou havn dør langsomt

Isbutikken er lukket, kajaklubbens klubhus minder om en gammel spejderhytte og broerne til lystbådene ligner nogen der kan styrte sammen hvert sekund - Hou Havn er i forfald.

Årsag er, at havnen ligger i den kystbeskyttelseslinje der gør det så godt som umuligt at ændre på tingenes tilstand.

- Linjen skal sikre at naturen bevares, og at der ikke bygges for eksempel store boliger i nærheden af vandet. På den måde mener jeg loven fungerer godt, da den beskytter naturen, siger næstformand for Danmarks naturfredningsforening i nordjylland  Thorkild Kjeldsen til TV2/Nord.

Men at ødelægge naturen er langtfra, hvad man i den lokale kajakklub har intentioner om. Tværtimod vil man gerne bringe nyt liv til havnen, uden at det går udover de unikke omgivelser.

- Vi vil bygge et maritimt center til vores seks foreninger på havnen. Det skal naturligvis i stil med de nuværende byggeri, for vi er i høj grad interesseret i at bevare naturen som den er. Et sådant center vil gavne de lokale, men også kunne trække en masse turister til, hvilket vi har brug for, siger Gert Bach, der er formand i den lokale Kajakklub.

Thorkild Kjeldsen er ikke afvisende overfor ideen, men det er op til Miljøcenter Aarhus at beslutte, om der kan gives dispensation fra lovgivningen. Og her har man endnu ikke modtaget en ansøgning fra Hou Havn.


Seneste nyt

fra Nordjylland