Hovednavn melder afbud til Nibe Festival

Emeli Sandé kommer alligevel ikke til at optræde på Stor Scene torsdag, men erstatningen er fundet.

Det var et navn fra verdenseliten, Nibe Festival for bare få måneder siden kunne offentliggøre, at de havde fået på dette års plakat.

Men i sidste øjeblik – faktisk dagen før sin optræden på Store Scene i Skalskoven – har 29-årige Emeli Sandé meldt afbud på grund af sygdom. Det meddeler Nibe Festival i en pressemeddelelse.

Festivalledelsen havde ellers forventet, at hun ville fylde plænen, når hun kastede sig ud i sine hits ”Next To Me” og ”My Kind of Love”.

- Det er altid brandærgerligt med afbud, og vi havde glædet os til at præsentere Emeli Sandé, som er en prægtig sangerinde. Men sygdom er sygdom, siger Peter Møller Madsen, festivalleder.

Men sådan skulle det altså ikke være. Til gengæld har Nibe Festival sikret sig en stensikker erstatning til at fylde hullet i programmet.

- Men vi har allerede fundet erstatningen, og det er vist sket på rekordtid, siger Peter Møller Madsen

Ingen ringere end Rasmus Seebach lægger i stedet vejen for Nibe. Og med sange som ”Engel” ”Glad igen” og ”Natteravn” skal der nok komme gang i festen alligevel torsdag aften. Han går på scenen klokken 18.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland