Hun har skrevet årets bedste projekt: - Det er helt vildt

En lærer på Sofiendalskolen i Aalborg har skrevet det bedste pædagogiske diplomprojekt i år.

Mange forældre, elever og lærere har et forældet syn på matematik. Det er en af konklusionerne på et projekt, som fredag blev kåret som årets bedste af Lærerprofession.dk.

Det er Maria Grove Christensen, der er uddannet på UCN i Aalborg, som står bag efteruddannelsesprojektet.

Hun har kigget på, hvordan man arbejder med regnestrategier i indskolingen. Projektet peger på, at nationale test ikke måler processer eller kompetencer, og at der altså trænger til fornyelse i den måde, man anskuer matematik på.

Projektet er altså blevet så godt, at det nu har fået Lærerprofession.dks førstepris.

- Det er en kæmpe anerkendelse. Det er helt vildt. Det er ikke normalt for lærere at få anerkendelse offentligt, siger Maria Grove Christensen med et grin.

quote - Det er en kæmpe anerkendelse. Det er helt vildt. Det er ikke normalt for lærere at få anerkendelse offentligt.

Maria Grove Christensen, lærer

Hun valgte at skrive projektet, fordi det er et område, hvor man – ifølge hende – kan gøre en kæmpe forskel gennem relativt små ændringer.

- Det er et privilegie at sætte fokus på et vigtigt emne, siger hun.

Også to andre nordjyske lærere fik priser for deres projekter. Gry Damgaard kom på tredjepladsen med sit bachelorprojekt, mens Rikke Holm Hammer kom på tredjepladsen for bedste diplomprojekt.

Priserne glæder rådmand fra Aalborg, Tina French Nielsen.

- Som rådmand for skoleområdet er jeg stolt over, at vi har så dygtige lærere i det nordjyske, og som mor til fire børn er jeg meget tryg ved at folkeskolen har så kompetente lærere, siger hun.

Lærerprofession.dk er stiftet af landets professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen. Det er sjette år, at de bedste pædagogiske projekter bliver hyldet.

Rikke Holm Hammer, Maria Grove Christensen og Gry Damgaard.
Rikke Holm Hammer, Maria Grove Christensen og Gry Damgaard.
Foto: Klaus Holsting

Seneste nyt

fra Nordjylland