Hunde fandt tyv

Foto: Ivan Johan Hansen

To kvikke politihunde snusede sig tidligt onsdag morgen frem til en indbrudstyv.

De to hundepatruljer var kaldt ind til et indbrud hos en frisørsalon i Østergade i Nørresundby. Her var alarmen gået, og da politiet kom frem, viste det sig, at der var smadret en rude og stjålet diverse hårprodukter fra stedet.
Der blev også fundet blodspor på stedet, og der var dermed et spor, som politihundene kunne følge.
Det lykkedes at følge sporet frem til en lejlighed i nærheden, hvor en 20-årig mand blev overrasket af politi og hunde.
Han havde svært ved at bortforklare sin forbindelse til indbruddet, da politiet fandt en del hårprodukter blandt andet hårvoks i lejligheden svarende til det stjålne fra frisørsalonen. Dertil havde den 20-årige mand tydelige skader på den ene hånd.
Vagtchefen hos Nordjyllands Politi kalder det godt politihunde-arbejde. Den 20-årige sigtes nu for indbrud. Han er i forvejen kendt af politiet.  

Flere nyheder fra TV2 Nord