Hurtige hunde konkurrerede i Lindholm

De allerhurtigste hunderacer havde sat hinanden stævne i Lindholm i Pinsen.

Omkring 130 hunde og deres ejere fra hele Skandinavien konkurrerede på plænerne bag Lindholm Høje i Pinsen.

Disciplinen hedder lurecoursing, og handler om at stimulere hundenes naturlige instinkter for jagt.  En kunstig hare, der egentlig bare er et bundt plasticstrimler, bliver trukket rundt på en 750 meter lang bane.

- Dommerne ser ikke bare på, hvor hurtigt hundene løber, men også på hvor intelligente og ivrige de er, siger Lars Johansen, formand for Myndeklubben.

Selv om de fleste myndetyper egentlig er avlet til jagt er det forbudt i Danmark. Hundene løber ganske enkelt for stærkt.

- Hvis de blev brugt til jagt, ville jægeren få sit bytte med hjem hver eneste gang, for de løber simpelthen vildtet op, hvis de fik chancen, siger Lars Johansen.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland