Hus er for højt

Teknik- og miljøudvalget i Aalborg har netop besluttet, at et hus på Kummerowsvej i Nørresundby er 1 meter og 84 centimeter for højt og kræver dele af huset revet ned.

Husets ejer har ingen byggetilladelse - og slet ikke til at bygge huset højere, end det var i forvejen.

Embedsmændene i Aalborg Kommune har forud for mødet torsdag eftermiddag indstillet, at bygherren skulle have en dispensation, så byggeriet blev godkendt som det er. Præcis som det skete med Havnehuset på Aalborgsiden af fjorden. Men politikerne afviste at dispensere.

- Vi vil have byggeriet lovliggjort, fordi der er bygget uden byggetilladelse - hvilket er en skærpende omstændighed - og fordi byggeriet er for højt, siger rådmand for teknik- og miljø, Mariann Nørgaard (Venstre).

Hun erkender, at byggeriet er med til at forskønne området.

- Men så bør man nok lave en helhedsplan for området, så naboernes synspunkter også bliver hørt, påpeger Mariann Nørgaard.

Bygherren har revet en kant på taget af og erstattet den med to etagers boligbyggeri. Kravet om at fjerne 1,84 meter betyder, at den ene etage må af igen. Og det glæder de naboer, der har klaget over byggeriet.

- Jeg er glad for, at der er sket noget i sagen. Og det sender jo også det signal til andre, at man ikke bare kan gøre, som det passer en og så få tilgivelse bagefter, siger Henrik Nielsen, der bor på nabovejen Strand Allé.

For et par år siden gav Aalborg Kommune dispensation til Havnehuset i Aalborg, der også var bygget for højt. Men rådmanden afviser, at Aalborg er et Wild West-område, hvor folk bygger, som det passer dem.

- Man skal huske på, at vi har rigtig mange byggerier i Aalborg og de fleste fungerer rigtig godt, siger Mariann Nørgaard (Venstre).

Flere naboer har klaget over byggeriet


Seneste nyt

fra Nordjylland