Hus i Løgstør stod i flammer

Et ubeboet hus på Bredgade midt i Løgstør brændte onsdag morgen. Årsagen til branden skal undersøges nærmere.

Onsdag morgen klokken 04.47 modtog Beredskabet i Vesthimmerlands Kommune melding om en brand i et hus på Bredgade midt i Løgstør.

- Det er en forbipasserende, der alarmerer. Han har set flammer stå op gennem taget, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

Huset er ubeboet og fritliggende, så der var ingen fare for hverken mennesker eller andre bygninger, men huset vil stå tilbage med svære brandskader.

- Tagkonstruktionen er helt væk, siger vagtchefen.

Nordjyllands Politi har været i kontakt med husets ejer, der er kommet til stedet. Han har ikke noget bud på hvad årsagen til branden kan være.

- Og huse antænder jo ikke sig selv, så når branden er slukket, spærrer vi huset af og så skal vi have undersøgt årsagen, siger Bent Højgaard, der ikke kan sige om branden er påsat.

- Det er det vi skal undersøge. En mulighed er også at der er sket noget med en el-installation, slutter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland