Hus rives ned efter voldsom brand

20 brandmænd kæmpede natten til torsdag for at redde naboejendomme. Brændende bygning stod ikke til at redde.

En brand i ejendommen på Palægade 11 i Jerslev er natten til torsdag nedbrændt og brandvæsnet kæmper torsdag morgen stadig med at slukke branden helt.

Alarmen til Brønderslev kommunes beredskab kom klokken 00.30 og da indsatsleder Jørgen Pederne og de øvrige brandmænd kom frem, var overetagen i ejendommen overtændt.

- Vores fokus kommer lynhurtigt over på at sikre naboejendommene, for huset er ikke til at redde. Den opgave klarer vi så til UG med hjælp fra folk i Dronninglund, Østervrå, Hjørring og beredskabsstyrelsen, fortæller indsatslederen.

Beredskabsstyrelsen blev indkaldt til hjælp med slukningen torsdag morgen.

- De er kommet med en kran, som vi bruger til at demontere huset oppefra og ned. Vi piller det simpelthen fra hinanden og vælter det murværk, som er i fare for at vælte. Det er også for vores egen skyld, for ellers kan vi ikke være derinde, fortsætter Jørgen Pedersen, der karakteriserer branden som usædvanlig kraftig.

- Det ville ikke være så usædvanligt, hvis det var langt ude på landet, men inde i byen er det sjældent at et hus er overtændt på den måde, når vi kommer. Der plejer det at være blevet opdaget lang tid før, siger indsatslederen.

Der var ingen mennesker i ejendommen, da branden brød ud og ingen er kommet noget til i forbindelse med branden.


Seneste nyt

fra Nordjylland