Hus ubeboeligt efter brand: Frygtede at beboere lå og sov

Foto: Daniel Mikkelsen (Arkiv)

En ambulance blev tilkaldt til brand på Mors, hvor brandfolkene frygtede, at nogen kunne være kommet til skade. Der var dog ingen hjemme i det brændende hus.

En brand har onsdag morgen efterladt et hus på Elsøvej i Frøslev på Mors totalt ubeboeligt.

Klokken 05.26 blev Nordjyllands Beredskab i Morsø kaldt ud til det brændende hus.

- Da vi ankom, var hele huset røgfyldt, og vinduerne var blevet sorte. Det tydede på, at det var en meget varm brand, siger Rasmus Evaldsen, der er indsatsleder ved beredskabet i Morsø Kommune.

Beredskabet tog ingen chancer. Hurtigt blev der tilkaldt en ambulance og sendt to røgdykkerhold ud.

- Da det var tidligt om morgenen, frygtede vi, at beboerne var hjemme. Der var heldigvis ikke nogen i bygningen, siger indsatslederen.

Der bor en lejer på adressen, som ifølge indsatslederen er ved at flytte ud af huset. Bygningens ejer ankom onsdag morgen til adressen, da beredskabet var i gang med slukningsarbejdet.

Husets stueetage blev brand- og sodskadet, mens 1. sal blev totalskadet.

- Politiets teknikere er nu på sagen, da vi ikke umiddelbart kender brandårsagen, siger Rasmus Evaldsen.

Læs også Se billederne: Sommerhuse i brand i Blokhus

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord