Husk det nu - hunden skal være i snor

Naturen myldrer lige nu af dyreunger og husdyrene er sendt på græs for at sikre en god naturudvikling på de kommunale arealer. Derfor er det ekstra vigtigt at holde hunden i snor.

I den forbindelse erindrer Aalborg Kommune hundeejerne om, at hunde i såvel naturen som på alle offentlige arealer skal føres i snor.

Selvom hunden er menneskets bedste ven og ofte er en integreret del af familien, så nedstammer de fra ulven og har deres jagtinstinkt i behold, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

En løs hund er med andre ord farlig for de mange vilde dyreunger, som dårligt kan flytte eller forsvare sig. Mange mennesker er utrygge ved løse hunde, uanset hvor søde de er. En løs hund vil i mange tilfælde kunne finde på at jage husdyr som f.eks. kvier og får, som derfor kan komme til skade eller bryde ud af hegnene til fare for trafik og til gene for naboer. Ifølge Aalborg Kommune er det allerede er sket et par gange i løbet af maj måned.

Hundeejerne skal også huske, at når hunden slippes fri i en af kommunens hundeskove eller fritløbsarealer, skal ejeren stadig have fuldt herredømme over hunden, dvs. at man til enhver tid skal kunne kalde hunden tilbage.


Seneste nyt

fra Nordjylland