Huspriser har været på himmelflugt, men i denne kommune er prisen faldet

Mariagerfjord Kommune er en af syv i landet hvor huspriserne over de sidste tre år er faldet.

Boligpriserne er steget gennem længere tid, og mange steder er de nu på niveau med priserne fra før finanskrisen. Enkelte steder ligger prisniveauet højere endnu, og så er der syv kommuner hvor priserne faktisk er faldet. Det skriver Boligsiden.dk tirsdag.

Boligpriserne begyndte at stige, da renten faldt drastisk i starten af 2015. Siden er de kun gået en vej, og prisen for den gennemsnitlige boligkvadratmeter har netop rundet 13.000 kroner for første gang siden finanskrisen.

Men i syv kommuner er historien altså en anden. Seks af de syv kommuner ligger uden for Nordjylland, og så er der Mariagerfjord Kommune. Her er kvadratmeterprisen fra 2014 til 2017 faldet med 3 procent, svarende til 192 kroner. Dermed koster den gennemsnitlige kvadratmeter i Martiagerfjord Kommune 7459 kroner.

De øvrige kommuner er Viborg, Lemvig, Norddjurs, Skive, Varde og Tønder. Viborg og Lemvig har ligesom Mariagerfjord oplevet beskedne fald i prisen mens man i Norddjurs, Skive, Varde og Tønder har måttet se priserne falde mere drastisk. Værst - eller bedst, hvis man er på husjagt - står det til i Tønder Kommune hvor priserne er faldet med hele 16 procent.

- Priserne er faldet mest i Tønder og Varde, og for alle syv kommuner gælder det, at kvadratmeterprisen er under 10.000 kroner. Det er væsentligt under gennemsnittet, så her kan du virkelig få meget hus for dine penge. Og hvis priserne ellers fortsætter med at stige i hele landet, så vil prisstigningerne nok også brede sig til nogle af de her områder. Så køber du det rigtige hus, kan det også blive en god investering, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Inden du smutter ud og laver en murstensinvestering er det dog en god at undersøge årsagen til, hvorfor priserne er faldet, og her vurderer Boligsiden at de syv kommuner har nogle geografiske fællestræk, der springer i øjnene.

De syv kommuner er alle blandt de arealmæssigt største i landet, og det betyder, at der er rigtig meget landzone. I 2009 var priserne på boliger i by- og landzoner stort set de samme, men siden er kurven for priserne i byerne stukket af. Det skyldes en simpel situation hvor efterspørgslen på boliger i byen er steget, mens den er faldet, når det handler om boliger på landet.

- Beliggenhed, landområder og størrelsen på kommunen er bare nogle af de faktorer, der afgør boligpriser. En af de største kommuner i Danmark er Ringkøbing-Skjern, og her er priserne steget med 13 procent. Alligevel er 3,3 procent af husene klar til at blive revet ned. Der er altså nogle fællestræk for de syv kommuner, hvor priserne falder, men forklaringerne på boligprisernes udvikling i de enkelte kommuner er ligeså mange som antallet af dem, siger Birgit Daetz fra Boligsiden.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland