Huspriserne er steget markant i Frederikshavn Kommune – særligt én by trækker op

Huspriserne i Frederikshavn har taget det største ryk opad sammenlignet med resten af Nordjylland, viser tal fra Boligsiden.

42 procent. Så meget er huspriserne i Frederikshavn steget i gennemsnit de seneste fire år, hvis man alene ser på Boligsidens tal.

Carsten Kassow, der er medindehaver af Nybolig Frederikshavn, er dog hurtig til at dissekere tallet.

- Forklaringen er nok den, at vi er en kommune, som strækker sig langt op mod nord, hvor vi har Skagen, hvor huspriserne jo er væsentligt højere end i resten af Frederikshavn Kommune, siger Carsten Kassow.

I Brønderslev Kommune er huspriserne kun steget med tre procent i samme periode, men det ødelægger ikke borgmester Mikael Klitgaards humør.

quote Jeg synes da, det er positivt, at man kan købe et billigt hus i Brønderslev bare 15-20 minutter fra Aalborg.

Mikael Klitgaard, borgmester, Brønderslev Kommune

- Jeg tror faktisk ikke helt, statistikken holder, fordi den dækker over nogle rigtig store udsving, men jeg synes da, det er positivt, at man kan købe et billigt hus i Brønderslev bare 15-20 minutter fra Aalborg, siger Mikael Klitgaard fra Venstre.

Skagen trækker op

Brønderslev og Frederikshavn Kommuners borgmestre er enige om, at statistikker er gode, så længe de giver pæne karakterer eller rosende omtale – ellers duer de faktisk ikke, konstaterer de med et grin.

Derfor har borgmesteren i Frederikshavn heller intet imod at drille sin nabo fra syd.

- De har noget at arbejde med i Brønderslev. De stigende huspriser er selvfølgelig endnu et eksempel på vores succes i Frederikshavn. Det går stærkt opad, fordi der er så mange, der gerne vil herop og bo hos os – også fordi vi vækster på rigtig mange områder, siger Birgit S. Hansen.

Se indslaget om huspriser her.

Husprisstigningerne i Frederikshavn Kommune er i virkeligheden slet ikke et nordjysk fænomen. 

Ifølge ejendomsmægleren er priserne nemlig fulgt med huskøberne fra især Østdanmark.

- I virkeligheden er de gennemsnitlige huspriser i Frederikshavn nok tæt på niveauet i resten af Nordjylland, men de høje priser især i Skagen boner voldsomt ud i sådan en statistik. Der er jo tale om, at de rige københavnere køber huse i Skagen, som den almindelige skagbo eller nordjyde ikke har råd til, siger Carsten Kassow.


Seneste nyt

fra Nordjylland