Hustru slukkede brand i gardiner og reddede mand i rullestol

Foto: Daniel Mikkelsen (Arkiv)

Da der torsdag eftermiddag udbrød brand i en villa i Sulsted, tænkte husets kvindelige beboer hurtigt.

Det kunne være endt grueligt galt, men da der torsdag eftermiddag klokken 13.40 udbrød brand i en villa i Sulsted, tænkte husets kvindelige beboer hurtigt, og reddede situationen.

- Der var gået ild i nogle gardiner omkring en terassedør, og da vi fik besked om at husets beboere var ældre mennesker og at manden sad i rullestol fik vi travlt med at komme derop, fortæller indsatsleder René Kærup fra Nordjyllands Beredskab.

Ifølge ham kunne branden have udviklet sig voldsomt, for branden havde bredt sig til nogle meget brandbare isoleringsplader, der udviklede masser af røg. Husets kvindelige beboer tænkte dog hurtigt og fik slukket branden med vand. Derudover åbnede hun vinduer og fik luftet ud i huset.

- Så da vi kom frem, skulle vi egentlig bare have efterslukket de sidste gløder, og så blev beboerne tjekket for røg i en ambulance. De havde ikke lyst til at komme med på skadestuen, så skadeservice fik hurtigt luftet ud, så de kunne komme tilbage i huset, fortæller indsatslederen.

Har du et godt tip?