Hvad koster det at føre valgkamp?

Foto: Christell Maria Iversen

Valgkampen er i gang, men der er stor forskel på, hvor mange penge kandidaterne bruger på at forsøge at blive valgt til Folketinget.

De nordjyske folketingskandidater er gået på jagt efter din stemme. De håber alle på, at du sætter krydset ud for deres navn ved valget 18. juni, men der er stor forskel på, hvor mange penge de forskellige kandidater bruger på at føre valgkamp.

I en undersøgelse, som TV2 Nord har lavet, fortæller flere af kandidaterne, hvor stort deres valgbudget er. Her svingerne beløbene fra nogle få tusinde kroner og op til flere hundrede tusinde.

Anders Christiansen, som er opstillet for Socialistisk Folkeparti i Brønderslev-kredsen, fortæller eksempelvis, at han slet ikke har noget valgkampsbudget. Det samme fortæller Enhedslistens Susanne Flydtkjær.

I den modsatte ende af listen ligger Christina Egelund fra Liberal Alliance. Hendes valgplakater hænger allerede i mange nordjyske lygtepæle, og det er der en god grund til. Hun har nemlig et valgbudget på omkring 450.000 kroner.

Flere af Christina Egelunds medkandidater fra Liberal Alliance siger til gengæld, at deres valgkampsbudget ikke er særligt stort. Henrik Viholm sætter beløb på, og siger, at hans budget ligger mellem 2000 og 5000 kroner.

En del af kandidaterne har et valgkampsbudget på mellem 20.000 og 100.000 kroner, men en del af kandidaterne ligger også en smule højere. De bruger mellem 100.000 og 200.000 på at forsøge at blive valgt til Folketinget.

Morten Ryom, der er kandidat for Socialdemokraterne, satser på at hårdt arbejde kan sikre ham et sæde på Christiansborg.

- Jeg tror, jeg har en Vejgaard dollar i mine andre bukser, som selvfølgelig vil blive suppleret med knofedt og hårdt arbejde, siger han.

Læs mere om de 74 kandidater, som er opstillet, på TV2 Nords valgside. Du finder den her.

Har du et godt tip?