Hvalen i Hobro har det stadig fint

Hvalen svømmer ikke bare i havnen. Den søger også ud på det dybe vand længere ude. Foto: Tommy Hald

Rygterne om hvalens forsvinden er stærkt overdrevne. Den hygger sig stadig i Mariager Fjord.

Tidligere i dag gik der ubekræftede rygter på diverse medier om, at hvalen, der har opholdt sig i havnen i Hobro den sidste uges tid, var forsvundet. 

- Det er ikke tilfældet, den er bare svømmet ud på lidt dybere vand længere ude i fjorden, af og til den svømmer den endda tilbage mod havnen. Den ser ud til at have det lige så fint som de andre dage, og den er lige svømmet forbi bare et par meter fra os, lyder det fra TV2 Nords reportere på stedet. 

Dyreværnsforeningen, Alle Dyrs Ret, har ellers startet en indsamling for at hjælpe hvalen i Hobro ud af Mariager Fjord, og en redningsaktion blev i går blåstemplet af Naturstyrelsen. 

Men hvorvidt det overhovedet er muligt at gelejde en godt 10 meter lang hval ud af den visse steder 30 meter dybe fjord, står endnu hen i det uvisse. 

00:21

Det begynder at overraske eksperter, at en op mod 10 meter lang vågehval stadig svømmer rundt i havnen i Hobro. Hvalen kom til byen i tirsdags, og flere troede, at hvalen var svømmet ind i Mariagerfjord, fordi den enten var syg eller mæt af dage.

Luk video

Dermed er dødsprofeternes første antagelser om, at hvalen var døende i første omgang skudt til hjørne. Naturstyrelsen mener dog fortsat, at der er en overvejende risiko for, at hvalen vil dø, hvis den ikke finder ud af fjorden. 

I første omgang mente Naturstyrelsen, at der var tale om en vågehval. Nu mener man i stedet, at der er tale om den langt mere sjældne sejhval. Sejhvalen findes i omkring 50.000 eksemplarer og er kategoriseret som en truet dyreart, der derfor optræder på IUCNS' liste over truede dyrearter.

Dermed er der tale om noget af en sensation, for det er kun anden gang, man har spottet en levende sejhval i de danske farvande - og allerførste gang i en dansk fjord. Første gang var helt tilbage i 1955, hvor en langt større hval blev set i Svendborg Sund, hvor den strandede. 

Flere nyheder fra TV2 Nord