Hvedehøsten tegner godt

Foto: TV2/Nord

De nordjyske landmænd, der dyrker hvede, er svært tilfredse med vejret. Sommerens skiftende vejr kan nemlig være med til at give en af de bedste høster i mange år.

Det skriver P4 Nordjylland.

Selv om det skiftende vejr kan være til gene for de mange nordjyder, der holder ferie lige nu, så er de nordjyske hvededyrkere glade for en byge i ny og næ. Sommerens skiftende vejr er nemlig rigtigt godt for hvedehøsten, der tegner til at blive ekstra god i år.

- Det er meget svært at klage over vejret i år. Vi har faktisk fået det nedbør med passende mellemrum, som der har været behov for, og der har ikke været nogen deciderede tørkeperioder, siger chefkonsulent i Agri Nord, Jørgen Evald Jensen, til P4 Nordjylland.

Hvis vejret i fremtiden skal arte sig til landmændenes fordel, så må hedebølgerne gerne begynde at rulle ind over Danmark.

- De næste fire uger, de må gerne være med sol og varme, så der kan komme noget liv i kernerne. Og det er altså solen, der skal give det, siger Jørgen Evald Jensen til P4 Nordjylland.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord