Hver tredje dumper køreprøven

Foto: Lone Vad Dam

Hver tredje nordjyde dumper køreprøven. Det er alt for højt mener Nordjyllands Politi.

30,2 procent af alle nordjyder, der tager et almindeligt b-kørekort dumper den praktiske prøve. Det viser tal fra Nordjyllands Politi ifølge P4 Nordjylland.

Det høje tal er en stigning på 2,4 procentpoint i forhold til sidste år.

At næsten hver tredje dumper er alt for højt et tal, mener Peter Krarup fra Nordjyllands Politi. Og det er man enige i hos Dansk Kørelærer-Union.

- Det skyldes den øgede konkurrence, så markedet er mere fokuseret på prisen end kvaliteten. Når kvaliteten falder, stiger dumpeprocenten selvfølgelig, siger Jan Just Olesen, der er nordjysk repræsentant i hovedbestyrelsen hos Dansk Kørelærer-Union til P4 Nordjylland.

Statistik over hvor mange, der dumper de praktiske prøver i de nordjyske områder i 2012:
Hele Nordjylland: 30,3 %
Brønderslev: 31 %
Frederikshavn: 30,7 %
Hjørring: 17,1 %
Hobro: 31,8 %
Løgstør: 23,2 %
Aalborg: 35,9 %

Tallene er fra en opgørelse fra 1. januar til 30. maj i 2012 og 2011. Indtil videre har 5.978 nordjyder været til den praktiske prøve i 2012.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord