6-årig dreng skudt i benet med hagl: Hverken pistol eller gevær er dukket op

Nordjyllands Politi modtog lørdag en anmeldelse om, at en dreng var ramt af skud. Det er stadig uvist, hvordan det er sket.

Lørdag aften udviklede sig dramatisk for en familie i Fjerritslev. Omkring klokken 20.00 blev der ringet til 112. En 6-årig dreng var blevet skudt i benet med et luftgevær. 

Ambulancefolkene nåede frem som de første og behandlede den ulykkelige dreng. Og ganske rigtig sad der et hagl dybt inde i hans ene ben. Han blev derefter fragtet til Thisted Sygehus for at blive opereret. 

Hvordan det er sket, er der dog ikke klarhed over endnu. 

- Drengen siger ikke så meget. Han er bange og utryg. Noget tyder på, at han har været nede hos en underbo, og der er sket noget dernede, fortæller vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen.

Politiet ransagede lørdag aften lejligheden, hvor drengen skulle have opholdt sig ved skyderiet. Her fandt de hverken luftgevær eller pistol. 

- Underboen fortæller ikke rigtig noget om, hvad det er, der er sket dernede. Så vi har ikke klarhed over, hvad der er sket. Er der nogen, der har skudt ham, er det et uheld, eller har han leget med en pistol. Nu foretager vi en videoafhøring af drengen torsdag, og så håber vi, at vi er klogere derefter, fortæller Frank Olsen.

Hvis man bliver sigtet for at skyde en anden person med et luftgevær, drejer det sig om en sigtelse for vold eller grov vold. 

Frank Olsen kan ikke oplyse, om drengen endnu er blevet udskrevet fra Thisted Sygehus. 


Seneste nyt

fra Nordjylland