Krise i minkbranchen: For hvert skind en avler sælger, taber han 50 kroner

LandboNord afholder krisemøde torsdag aften for at hjælpe de nødstedte minkavlere videre.

For hvert skind, de nordjyske minkavlere producerer, taber de lige nu cirka 50-60 kroner. Skindprisen er faldet til 220 kroner, men det koster cirka 270-280 kroner at producere et skind.

- Branchen går nedad lige nu, og sådan har det været i et stykke tid. Det er svære odds, mens vi prøver at samarbejde med pengeinstituttet om at komme igennem krisen på bedst mulig måde. Vi prøver på at tilpasse ved at skære i antallet af dyr eller få penge ind andre steder fra, siger Dion Hjørringgaard, der er minkavler i Brovst.

Han har været minkavler siden år 2000 og har nu 2.100 hunmink og 13.000 mink i alt.

Det betyder, at han producerer cirka 11.000 skind om året. I 2013 var prisen på minkskind på 612 kroner, men er siden dalet helt ned til cirka 220 kroner.

 
 
Foto: Michael Schmidt Thomsen

Hver ottende minkavler må lukke

LandboNord forklarer, at hvert ottende minkavler i Danmark har måttet dreje nøglen om på grund af krisen, mens de resterende avlere har måtte skære i deres produktion. I gennemsnit har de nordjyske minkavlere et underskud på 900.000 kroner på deres produktion.

Årsagen skal findes i, at Kina, der er en af verdens største indkøbere af minkskind, i 2012 og 2013 indkøbte en masse skind, og siden har landet ikke haft behov for at købe skind i samme grad som tidligere.

- Vi bliver ved med at producere minkskind, fordi vi synes, det er et godt produkt, og fordi vi går op i vores dyr. Minkskind er et langtidsholdbart produkt, og det er derfor meget klimabevidst at lave tøj ud af minkskind, siger Dion Hjørringgaard. 

- Vi fodrer vores dyr med affaldsprodukter og overordnet set er tøj lavet af mink meget bæredygtigt. Vi synes stadig, der er fremtidsudsigter i det, og vi tror på erhvervet.

 
 
Foto: Michael Schmidt Thomsen

Krisemøde hos LandboNord

LandboNord har nu valgt at sætte fokus på minkkrisen på sit årlige minkavlermøde, der bliver afholdt i aften. Her vil flere økonomiske rådgivere give gode råd til de fremmødte minkavlere, så de kan komme igennem krisen.

- Grunden til, at vi holder krisemøde er, at vi fortsat er i den situation, at skindpriserne ikke er bæredygtige for avlerne. Vi håbede på, at priserne ville stige, men det er udeblevet. Så en hel del avlere står i likviditetsproblemer, siger Kennet Rønfeldt, økonomirådgiver hos LandboNord.

- Minkavlerne taber penge på hvert enkelt skind, og vi har svært ved at se, hvornår situationen vender.

LandboNords møde finder sted torsdag aften og har titlen "Er du klar til 2020?"

 

Seneste nyt

fra Nordjylland