Hvilsoms sæson i fare

19-årige Mads Hvilsom kommer ikke tilbage på banen foreløbigt. Han er korsbåndsskadet og skal formentligt opereres.

Mads Hvilsom skiftede tidligere på måneden på en lejeaftale fra FC Midtjylland til 1. divisionsklubben Hobro. Men allerede i sin anden kamp for klubben måtte angriberen bæres fra banen med en skade. Efter en scanning mandag står det klart, at skaden er alvorlig:

- Det var, som vi alle havde frygtet. Det er galt med korsbåndet, og han står formentligt foran en operation, siger Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen til bold.dk.

Hævelsen skal have lov at falde, inden man endeligt kan konstatere, om korsbåndet er revet over eller ej. En operation synes dog uundgåelig, og dermed er det tvivlsomt, om han kommer til at spille mere i denne sæson.


Seneste nyt

fra Nordjylland