Hypnose mod tandlægeangst

Aalborg Kommune har siden 2007 tilbudt hypnose til børn og unge med tandlægeangst

15-årige Kasper Lind Christensen starter sit besøg hos tandlægen med at gå ti skridt ned ad en stor, hvid marmortrappe. Neden for marmortrappen åbner han en glasdør, og går ind sit eget, personlige rum. Her kigger han på en skærm, der viser ham selv hos tandlægen engang ude i fremtiden.

Kasper er ved at blive hypnotiseret, og guiden på Kaspers indre rejse er skoletandlæge Ulf Broch. Han er specialuddannet til at hypnotisere patienter med voldsom tandlægeskræk.

- Der er nogle få patienter, der er helt panisk angst for at gå til tandlæge, og der er hypnosen en genvej til angstbehandling.

Faglig stolthed
Ulf Broch er den eneste tandlæge i Nordjyllands børne- og ungdomstandpleje, der hypnotiserer patienter med tandlægeskræk. Det er Aalborg Kommune, der har sørget for at sende ham på kursus, så børn og unge i kommunen med udtalt tandlægeangst kan komme til tandlæge alligevel.

- Jeg synes, det er genialt at have hypnosen som supplement til den mere konventionelle behandling som lattergas, medicin eller bare almindelig samtale. Og jeg er da rigtig stolt over, at vi har det tilbud i Aalborg Kommune.

Resultatet er tilfredsstillende
For Kasper Lind Christensen har hypnosen betydet, at han har kunnet komme til tandlæge igen, hvor han førhen bare blev væk.

- Jeg slapper meget mere af, når jeg er ved tandlægen. Jeg er ikke så bange, som jeg har været, fortæller Kasper Lind Christensen.

Også Ulf Broch har haft stor glæde af at kunne tilbyde sine patienter en mere behagelig tandbehandling.

- Noget af det mest frustrerende det er da, når patienterne har en dårlig oplevelse med at gå til tandlægen, det vil jeg da gerne indrømme, siger han.

Positiv feedback
Ulf Broch har i øjeblikket ti børn og unge i hypnotisk behandling for tandlægeskræk. Og efter behandlingerne har han kunnet mærke markant fremgang.

- Patienterne er blevet tilbudt bedøvelse, men de har oftest haft nok i hypnosen som eneste smertelindring, siger Ulf Broch.


Seneste nyt

fra Nordjylland