I fængsel for at true Pia Kjærsgaard

Arkivfoto. En 19-årig mand skal i fængsel for at true Pia Kjærsgaard på livet.

En 19-årig mand fra Hjørring er blevet idømt fem måneders fængsel for at have truet Pia Kjærsgaard på livet.

Det var i februar 2010, at den nu 19-årige mand kom med truslerne inde på Pia Kjærsgaards facebook-side. Han skrev "Pia Kjærsgaard din kulso, jeg vil sygt gerne nakke dig".

Retten i Hjørring idømte ham fem måneders fængsel, hvoraf de tre måneder er gjort betinget. Det skriver Nordjyske Stiftstidende. Den 19-årige blev også dømt for en række tilfælde af graffiti på bygninger i Hjørring og Frederikshavn. Han havde i forvejen en betinget dom for hærværk på bygninger.

Den unge mand har udbedt sig betænkningstid med hensyn til om dommen skal ankes.