I klemme i kælderlejlighed

En mand fra Aars er kommet i klemme i systemet, og står nu uden tag over hovedet, fordi hans adresse har vist sig at være ulovlig. Han har ellers boet på adressen og modtaget boligsikring fra Vesthimmerlands Kommune i otte år. Nu har han intet sted at bo.

42-årige Michael Hvid fra Aars har i otte år boet i en kælderlejlighed. Nu er der kommet store problemer med fugt og en vandskade, så Michael Hviid kan ikke længere kan bo i lejligheden. Han går til kommunen for at få hjælp til genhusning, men her er svaret meget overraskende for ham.

- Jeg fik jo at vide af kommunen, at adressen er ulovlig, så i princippet har jeg aldrig boet her, siger Michael Hviid.

Han havde ellers regnet med, at han som andre kunne få hjælp til genhusning og flytning på grund af lejlighedens dårlige stand.

- Jeg forstår ikke, at det skal gå ud over mine rettigheder og mulighed for hjælp, at adressen åbenbart ikke har eksisteret. Det vidste jeg jo ikke, for jeg har fået boligsikring hele tiden, siger Michael Hviid.

Havde lejemålet været lovligt, så havde Michael Hviid formentligt haft ret til at komme ind under ordningen for kondemnering. Det betyder, at kommunen skal hjælpe borgeren med at komme over i en erstatningsbolig med møbler og tilsvarende husleje. Men det har den ulovlige adresse altså udelukket på forhånd.

Til gengæld vil kommunen hjælpe Michael Hviid med et lån til en ny lejebolig. Det forsikrer borgmesteren.

- Jeg er sikker på, at når Michael han henvender sig i Borgerservice på rådhuset, så har vi også et beredskab, der gør, at vi nok skal tage hånd omkring hans situation, siger borgmester Knud Kristensen (K).

Men Michael Hviid havde stået med bedre rettigheder, hvis adressen havde været lovlig.

- Jamen så har man jo en helt anden situation, fordi så er man jo inden for lovgivningen, og så er det jo den, der gælder. Men situationen her er ikke anderledes, end at Michael han kommer ned på Borgerservice, og så bliver han hjulpet til at finde en ny lejlighed - en lejlighed, som han så kan låne et indskud til. Og så det med møblerne, det tror jeg også, at man finder ud af. Det er jeg næsten sikker på, men det vil jeg ikke stå og love, for det har jeg ikke været ude for før, siger Knud Kristensen (K).

TV2/Nord følger fortsat sagen om Michael Hviid.

Imens lover Vesthimmerlands Kommune nu at kigge nærmere efter, om systemerne for boligsikring og adresseregister kan hænge bedre sammen.


Seneste nyt

fra Nordjylland