I kunstig koma efter drukneulykke

Tilstanden er stadig kritisk hos den 53-årige mand, der faldt overbord fra sin båd tirsdag aften i Halkær Bredning. Manden holdes i kunstig koma.

Vagtchefen hos Nordjyllands Politi oplyser, at den 53-årige fortsat er i live, men hans tilstand er kritisk. I øjeblikket holdes han i kunstig koma.

Tirsdag kl. 18.25 modtog politiet alarm om drukneulykken. En mand blev observeret drivende i Limfjorden ved Halkær Bredning.

Manden blev efterfølgende bjerget i land af en forbipasserende, og umiddelbart efter i livløs tilstand fløjet med helikopter til Aalborg Sygehus.

Årsagen til drukneulykken kendes ikke. Manden bar ikke redningsvest, oplyser politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland