Efter fire års ventetid: Nu finder Nick ud af om han får erstatning

Fredag afgør Vestre Landsret, om den tidligere pumpemand Nick Vejle skal have erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver efter en arbejdsulykke på Strandby Havn i 2014. En ulykke der var tæt på at koste Nick Vejle livet.

Han er vandt til at kæmpe - kæmpe for at genvinde førligheden - kæmpe for at lære at tale igen. Og nu kæmpe for at få erstatning i landsretten.

- Det er meget vigtigt for mig, fordi jeg har ret. Jeg gjorde ikke noget forkert, siger Nick Vejle.

Den 4. august 2014 står Nick Vejle på kajen på Standby Havn i færd med at pumpe skidtfisk op fra en kutter. Han opdager at to fiskere ligger bevidstløse i lasten og han hopper ombord i forsøget på at redde deres liv.

Fiskene i lasten har udviklet giftige svovlbrinte og de to fiskere dør. Nick redder akkurat livet efter cirka 30 minutter i lastrummet, men de giftige dampe betyder, at han pådrager sig en hjerneskade, der gør at han i dag har problemer med motorikken og har meget svært ved at tale.

Ansat i fire uger

Nick havde kun været ansat i 4 uger hos Grenaa Lossekompagni, da ulykken skete. Han var hverken udstyret med åndedrætsværn eller en såkaldt H2S-måler, der kan måle svovlbrinte. Han siger også, at han aldrig var blevet fortalt, at han skulle blive på kajen uanset hvad. Derfor har han anlagt en erstatningssag mod sin tidligere arbejdsgiver.

quote Det er meget vigtigt for mig, fordi jeg har ret. Jeg gjorde ikke noget forkert.

Nick Vejle, tidligere pumpemand, Frederikshavn.

- Der er ingen tvivl om, at det her har været livsændrende for Nick. Derfor er det vigtig at få slået fast, at arbejdsgiver burde have foretaget en sikring af arbejdspladsen på bedre vis, sådan at den her skade kunne have været undgået. Det kan man kalde en slags oprejsning, men i hvert fald en placering af ansvar. Det er meget vigtigt for ham, siger Marianne Fruensgaard, der er advokat for Nick Vejle.

TV2 Nord har i tre programmer fulgt Nick og hans familie i deres fælles fight for at komme videre efter ulykken. Nick har fået tilkendt førtidspension, og det har været en svær erkendelse, at han aldrig kommer til at arbejde igen.

- Det er hårdt. Man føler sig som en taber, men selvfølgelig er jeg ikke det, sagde Nick Vejle i dokumentaren ”Nick og Tanja: Kampen for at holde sammen”, som blev sendt på TV2 Nord 26. december 2018.

Nick vandt i byretten

Nick Vejle har fået byrettens ord for at hans tidligere arbejdsgiver er ansvarlig for hans arbejdsulykke og skal betale ham erstatning. Men sagen blev anket til landsretten.

- Det er pisse-irriterende. Meget. Det er hårdt, siger Nick Vejle.

Nick ønsker ikke at oplyse, hvad han har krævet i erstatning. Det kommer ikke andre ved siger han. Erstatning eller ej - Nick ser frem til at fire et halvt års juridisk tovtrækkeri snart er slut.

- Så er jeg færdig med det. Så er der ikke mere. Så kan jeg komme videre, siger Nick Vejle.

TV2 Nord har torsdag været i kontakt med Jan Nielsen, der er direktør for Grenaa Lossekompagni. Han ønsker ikke at stille op til interview.

I morgen afgør Vestre Landsret om Grenaa Lossekompagni skal betale Nick Vejle erstatning efter en arbejdsulykke på Strandby Havn i 2014.
I morgen afgør Vestre Landsret om Grenaa Lossekompagni skal betale Nick Vejle erstatning efter en arbejdsulykke på Strandby Havn i 2014.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland