Viceborgmester: Læger skal tvinges til Thisted

Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST.

Efter sygehuset i Thisted måtte droppe akut-kirurgien pga. lægemangel vil viceborgmester og folketingsmedlem Ib Poulsen nu tvinge speciallæger i job.

Tidligere på ugen blev det meldt ud, at der ikke længere bliver foretaget akutte operationer på Regionshospitalet Nordjylland i Thisted på grund af mangel på læger.

Morsøs borgmester, et regionsrådsmedlem og en nystartet forening arbejder nu på at sikre en bedre ambulancedækning til området. Det skriver TV MIDTVEST.

Men står det til Ib Poulsen, viceborgmester i Thisted og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, skal speciallæger nu kunne tvinges i job på sygehuset i eksempelvis Thy-Mors.

- Jeg kan som folkevalgt i Thisted ikke være tjent med, at vi ikke kan levere den samme service i Thisted, som man kan i andre dele af landet. Hvis man kontraktlig forpligter sig til at tage der hen, hvor der er behov for en læge, så vil det kunne løse problemerne. Det kan ikke hjælpe noget, at lægerne stuver sig sammen på de store universitetshospitaler, og at der så ikke er den samme service i Thisted, som der skal være i Taastrup, siger Ib Poulsen til TV MIDTVEST.

Han sammenligner det med, at man også inden for andre brancher som eksempelvis søfart og militæret må flytte der hen, hvor der er mangel og behov.

- Hvis du er i militæret og har en karriere der, så flytter du fra kaserne til kaserne, og familien flytter ikke nødvendigvis med, men du bor på kasernen i en periode, ind til du måske kan søge tilbage til, hvor du kom fra. Vi er nødt til at se problemerne i øjnene nu og så sige, vi er nødt til at skulle have fyldt de her tomme lægepladser ud. Det er ret og rimeligt, at vi forlanger det, og jeg ser ikke andre muligheder, siger Ib Poulsen til TV MIDTVEST.

Men ifølge partiets sundhedsordfører og formanden for Sundhedsudvalget er det ikke vejen frem.

- Jeg tror ikke på, at det nytter at tvinge nogen til noget. Jeg vil hellere arbejde videre med at forbedre forholdene på sygehusene. Hellere gulerod end pisk, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører og formand for Sundhedsudvalget for Dansk Folkeparti, til TV MIDTSVEST.

Hun foreslår i stedet at kigge på mulighederne for forskning på de mindre sygehuse eller at oprette kombinationsstillinger. I en kombinationsstilling kan man eksempelvis være tre dage om ugen i Aalborg og to dage om ugen i Thisted. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord