IC4-tog risikerer at ødelægge nye skinner

IC4- togene er mistænkt for at bremse så kraftigt, at de helt nyrenoverede skinner i Vendsyssel måske slet ikke kan holde til det.

Efter det omfattende sporarbejde i Vendsyssel viser det sig nu, at de nye skinner måske slet ikke kan holde til DSB's nye IC4-tog. Det skriver Ingeniøren.

Problemet er, at IC4-togsættene er noget tungere og bremser hårdere end IC3-togene. På nogle strækninger mellem Aalborg og Frederikshavn er træsvellerne mellem skinnerne så tynde, at de måske ikke kan klare vibrationerne fra et bremsende IC4-tog.

Det er den uafhængige assessor, der for Banedanmark har til opgave at dokumentere sikkerheden på den sporrenoverede strækning, som har gjort Banedanmark opmærksom på problemet.

Ifølge Ingeniøren betyder det, at IC4 togene kan blive pålagt at køre med nedsat hastighed på nogle strækninger mellem Aalborg og Frederikshavn.

- Jeg tror, at det værste scenarie er kørsel med nedsat hastighed på de specifikke steder på strækningen. Men vi holder alle løsningsforslag i spil, indtil vi har indsamlet mere dokumentation om de belastninger, som IC4-togtypen overfører til skinner og sveller ved nedbremsning, siger Banedanmarks områdedirektør Søren Boysen, Teknisk Drift til Ingeniøren.

Den 9. december genoptager DSB togtrafikken nord for Limfjorden. Det bliver dog kun i form af lokalkørsel med 'let' materiel internt i Nordjylland, da åbningen af Limfjordsbroen er udskudt indtil 2013.


Seneste nyt

fra Nordjylland