Ida Auken klipper snor til omstridt center

Verdens største vindmøllevinger blev sat på plads fredag eftermiddag i Østerild. Foto: TV MIDT/VEST

Efter års kampe mellem myndigheder og beboere er testcentret for kæmpemøller i Østerild i Thy indviet.

Efter demonstrationer, ophidsede debatter og anklager om naturødelæggelse og magtmisbrug sker det nu endelig: Miljøminister Ida Auken (SF) indviede i dag det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thy.

- Vi skal sikre, at Danmark fortsat er helt fremme i front, når det drejer sig om at udvikle løsninger på vindenergiområdet. Derfor bliver vi også nødt til at have testfaciliteter, hvor virksomheder kan prøve deres ting af, siger hun.

Sidste års store hastværk med at få etableret centret - imod lokale beboeres voldsomme protester - skyldtes en kontraktlig forpligtelse til at have testpladserne klar den 31. marts i år, tilføjer ministeren.

- Når det er sagt, er det ikke nogen hemmelighed, at vi i SF heller ikke var ellevilde med processen, som den kørte dengang. Men nu har vi centret, og det er jeg glad for, siger Ida Auken til Ritzau.

Centret skal drives af DTU-Risø. Her giver det skår i glæden, at man trods fire udbudsrunder endnu ikke har fået udlejet de sidste to ud af syv testpladser til møllerne, som kan være op til 250 meter - eller på højde med Storebæltsbroens pyloner.

- Der kom ikke nogen tilbud i seneste runde. Vindmøllebranchen er i krise, og eksempelvis Vestas har problemer, siger vicedirektør Peter Hjuler Jensen fra DTU-Risø.

Han er dog overbevist om, at alle syv pladser på længere sigt bliver afsat. Siemens har købt to pladser, Vestas to, og én er udlejet til kinesiske Envision.

Foreløbig har kun Siemens stillet en mølle op. Den er 197 meter høj, har verdens længste møllevinger og en kapacitet på 6 MW. En ny Siemens-model følger i november, og i 2013 følger Vestas trop med en testmølle.

På det seneste har naboerne til testcentret klaget over meget stærke gener fra lysafmærkningen på masterne i Østerild. Og deres klager er berettigede, konstaterer Peter Hjuler Jensen, efter at lysstyrken fra masterne er blevet undersøgt.

- Den er faktisk alt for kraftig om natten, så vi er ved at justere lyset lige nu, siger han.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord