Igen ballade om muslingefiskeri

 Igen ballade om muslingefiskeri

Hele to ministre var hertil morgen i samråd om muslingefiskeri i Natura 2000 området i Limfjorden.

Socialdemokraterne havde i dag kaldt både fødevareminister Henrik Høegh (V) og miljøminister Karen Ellemann (V) i samråd. Samrådet kommer, fordi EU-kommissionen har truet Danmark med en retssag på grund af det fortsatte muslingeskrab i Limfjordens Natura 2000 områder i Løgstør Bredning og Lovns Bredning.

Staten har to måneder til at svare EU på skrivelsen. Finder EU ikke svaret godt nok, indledes en egentlig retssag mod Danmark.
Der kom dog ingen konkrete løfter på bordet fra ministrene under samrådet. Fødevareminister Henrik Høegh (V) fortæller, at de tilladelser, der er givet til muslingefiskeriet i Natura 2000 områderne, er givet på baggrund af miljøundersøgelser fra DTU Aqua. Og den dokumentation vil han videregive til EU Kommissionen:

-  Jeg føler mig overbevist om, at EU-Kommissionen vil finde de argumenter, som har baggrund i DTU Aquas undersøgelser, rigtige, siger han.

Henrik Høegh føler det ikke nødvendigt at indføre yderligere begrænsninger for muslingefiskeriet, fordi han mener, at undersøgelserne viser, at fiskeriet ikke forhindrer, at naturen kan udvikle sig i området.

Socialdemokraternes Benny Engelbrecht mener derimod, at der bør satses på alternativer til muslingeskrab, evt. line-dyrkning, der er mindre skadeligt for naturen.

- Vi ser, at muslingeskrabet får en lang række konsekvenser for naturen, men vi skal ikke afskaffe muslingefiskeriet i Natura 2000-områderne helt, for de områder er helt nødvendige for erhvervet, siger han.

Cirka 60-80 procent af muslingefangsterne i Limfjorden sker i Natura 2000-områderne.

Muslingeskrabning er en særlig metode til at fiske blåmuslinger. Fiskerne bruger tunge skrabende redskaber, der pløjer havbunden op. Konsekvensen er blandt andet, at bundplanterne rives op, hvilket igen kan påvirke både fisk og fugle.


Seneste nyt

fra Nordjylland