Ikke undersøgt andre placeringer til fængsel

Direktoratet for Kriminalforsorgen er på vej til at købe en tidligere institution i Hammer Bakker og indrette den til et udslusningsfængsel - uden at have gjort nævneværdigt for at finde alternative placeringer, viser det sig nu.

Udslusningsfængslet for alle typer kriminelle skal ligge i et tomt bygningskompleks i Hammer Bakker. Det er Kriminalforsorgen så forhippet på, at man stort set ikke har undersøgt andre muligheder.

- Det er under al kritik. Justitsministeren må have sine embedsmænd til at undersøge markedet en gang til, siger den nordjyske folketingspolitiker Preben Bang Henriksen (Venstre).

I et svar fra Justitsministeren til Folketingets retsudvalg står, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ikke har rettet henvendelse til andre nordjyske kommuner i sin søgen efter en egnet placering af fængslet.

I svaret fra Justitsministeren kan man også udlede, at Direktoratet for Kriminalforsorgen kun har været i kontakt med én nordjysk ejendomsmægler.

MEGET MERE I TV2/NORD SØNDAG KL. 19.30

Faktaboks

1.500 Vodskov-borgere har skrevet under på at de ikke ønsker et udslusningsfængsel med plads til 27 indsatte i Hammer Bakker, hvor der i forvejen er en række instituioner for handicappede og udsatte unge.

Aalborg Kommune har valgt at sælge den tidligere institution til Kriminalforsorgen for 13 millioner kroner.

Foruden købsprisen på de 13 millioner kroner skal bygningen i Hammer Bakker sættes i stand og indrettes for op mod syv millioner kroner.

Seneste nyt

fra Nordjylland