Iltmangel hos nordjyske skoleelever

Utålmodige forældre på Gl. Hasseris skole i Aalborg har iværksat målinger, som viser, at CO 2 -niveauet oftest er i det røde felt. Skolebestyrelsen vil have undersøgt arbejdsmiljøet.

<b>For meget co2</b>
6.d på Gl. Hasseris Skole i Aalborg har i en uge haft et Learn-o-meter hængende i klassen. På faste tider har lærere og elever noteret målingerne, og som regel har lampen lyst ud for 1600-2000 ppm kuldioxid (CO2).
Det er langt over de 1000 ppm, som sikrer det bedste læringsmiljø, og over Erhvervs- og Byggestyrelsens anbefalede grænse i nybyggeri, som kan beregnes til ca. 1300 ppm CO2.

- Lampen lyser næsten altid i det røde felt, siger et par af eleverne med et skuldertræk.

<b>Formanden er rystet</b>
Skolebestyrelsesformand Anne-Mette Dueholm er til gengæld rystet.

- Det er uacceptabelt, at vores bedste råstof, børnene, skal arbejde under ringere forhold, end vi voksne vil leve med på arbejdspladserne. Når vi har samlet dokumentation nok, går vi til rådmand og politikere for at få sat skub i de ombygningsplaner, som har ligget brak i fem år, siger hun.

<b>Fælles front</b>
Med et pres fra flere utilfredse forældre, har en enig skolebestyrelse valgt at få arbejdsmiljøet på Gl. Hasseris Skole undersøgt hurtigst muligt. AK Miljø i Aalborg kan af praktiske grunde først foretage målinger til vinter, men det har skolebestyrelsen ikke villet vente på.

- Vi har lånt virksomheden EXHAUSTO&#39;s Learn-o-meter, som allerede tydeligt har dokumenteret problemerne, fortæller Anne-Mette Dueholm.

Gennemsnitsklassen er på 25 elever på Gl. Hasseris Skole, og målingerne er foretaget i en 6. klasse med 24 elever. Derfor er resultaterne kendetegnende for skolen.
- Når rammerne gør, at næsten al undervisning skal foregå fælles i klassen, bliver støj, varme og dårlig luftcirkulation stærke modfaktorer til indlæringen, siger skoleinspektør Susanne Zimmer.
- Men vi er ikke interesseret i en lappeløsning. Mere plads, bedre ventilation og fleksible læringsmiljøer er det, vi kæmper for på vores børns vegne, siger Anne-Mette Dueholm.

<b>CO2 hæmmer indlæringen</b>
Når Anne-Mette Dueholm og Susanne Zimmer så skråsikkert kan sige, at højere CO2 skader børnene, skyldes det, at Center for Indeklima og Energi (ICIEE) på DTU allerede sidste år påviste ved studier på Ringsted Skole, at børnene får mindre ud af undervisningen, når temperaturerne kommer over 21 grader og kuldioxid over 1000 ppm.

- Når der er høje CO 2 -tal, er det tegn på utilstrækkelig ventilation og højere koncentration af andre stoffer i luften, som bør fjernes eller fortyndes. Ellers risikerer man at blive træt, få hovedpine, få irriterede slimhinder osv.. at åbne et vindue er ikke altid nok, siger han.
Faktisk er der krav til, at der skal være mekanisk ventilation i normale undervisningslokaler.

- Den værste fjende i de senere år er, at kommunerne har givet dispensation til sig selv fra Bygningsreglementets krav om mekanisk ventilation uden, at de har foretaget særlige bygningstekniske tiltag, som ellers er betingelsen for en dispensation, påpeger Henning Grønbæk, leder af EXHAUSTO Institute.

<b>Iltmangel er fordummende</b>
Forskningen har vist, at en fordobling af luftudskiftningen i en klasse kan øge elevernes evne til at læse og forstå deres opgaver med op til 15%. Men der er lang vej til den virkelighed. Arbejdstilsynets kontrol af 1200 skoler siden 1. april 2007 har givet anledning til, at mere end hver femte skole har fået påbud om at rette op på forholdene.

- Det elendige indeklima i mange skoler er resultatet af mange års misrøgt af de offentlige bygninger, og det vil tage lang tid at genoprette, siger Henning Grønbæk.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord