Indbrud faldt i efterårsferien

I Nordjyllands Politikreds lå antallet af anmeldte indbrud i privat beboelse på 83 i uge 42. Det tal er under gennemsnit for 'nordjyske' indbrud i netop denne uge. Gennemsnittet de seneste tre år har lagt på 91 indbrud.

Hos Nordjyllands Politi er man tilbageholdende med at lægge for meget i tallene for indbrud i efterårsferien. Der kan nemlig nemt være udsving fra år til år. Fx hvis en bande eller kendt kriminel pludselig er meget aktiv i politikredsen.

Pointeringen kommer fra politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Stig Lundbo, som samtidig siger:

- Men som politifolk kan vi selvfølgelig bedst lide det, når kriminalitetskurven går nedad, og indbrud er jo et af vores fokusområder. I år er det heldigvis gået i den rigtige retning i efterårsferien - og det er jo glædeligt.

Antallet af anmeldte indbrud i fritidshuse, dvs. sommerhuse, lå i Nordjyllands Politikreds i uge 42 på 13, hvilket flugter fint med gennemsnittet for de seneste tre år (2010-2012) på 12 af disse indbrud i efterårsferieugen.

Til sammenligning var gennemsnittet i ugen før efterårsferien på 27 anmeldte indbrud.

Og traditionelt ligger lige præcis dét tal lavt i efterårsferien.

- Det er logisk nok - for folk benytter måske ferien til en sidste tur i deres sommerhus, inden de lukker det ned for vinteren, siger politiinspektør Stig Lundbo.

Antallet af indbrud i efterårsferien får ikke Nordjyllands Politi til at ændre på indsatsen mod indbrud. Den fortsætter uændret.

- Vi patruljerer, efterforsker og arbejder præventivt for at knække indbrudskurven. Det er den brede indsats, der hjælper, siger Stig Lundbo, som i samme åndedrag opfordrer borgerne til at henvende sig med tip til Politiet, hvis de ser noget mistænkeligt, ligesom politiinspektøren anbefaler, at man selv beskytter sin bolig mod indbrud.

- Erfaringer viser nemlig, at det ofte er det, borgeren selv gør, der forhindrer, at indbrudstyven lige netop vælger hans eller hendes hus, fastslår Stig Lundbo.

Flere nyheder fra TV2 Nord