Indbrud i nordjyske sommerhuse styrtdykker

 Indbrud i nordjyske sommerhuse styrtdykker

De nordjyske sommerhusejere har haft langt færre ubudne gæster i år end tidligere. Nye tal fra Nordjyllands Politi viser, at antallet af sommerhusindbrud i Nordjylland er næsten halveret.

Godt nyt til sommerhusejerne i Nordjylland: Der er sket et markant fald i antallet af sommerhusindbrud i årets første fem måneder.

Fra januar til juni måned i de sidste tre år (2009, 2010 og 2011) er der i gennemsnit blevet anmeldt 632 indbrud i nordjyske sommerhuse. Til sammenligning er der i år i samme periode kun anmeldt 357 sommerhusindbrud. Det er et fald på 43,5 procent.

Hos politiet mener man, at det lave antal indbrud blandt andet skyldes det forebyggende arbejde:

10 gode råd til at undgå indbrud i dit sommerhus

  1. Træk gardinerne fra og lad skabene stå åbne. Lad tyven se, at der ikke er noget at komme efter.
  2. Luk og lås døre og vinduer - også selvom du blot er væk i kort tid. Det er desuden en god idé at montere dobbeltlåse på døren.
  3. Husk, at selv hårde hvidevarer og brændeovne er i fare, når tyven har god tid.
  4. Forstærk dørkarmen på yderdøren og monter et sikkerhedsslutblik , der forhindrer, at karmen flækker, hvis døren brydes op.
  5. Lås 'indbrudsværktøj' som f.eks. haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge dem til at bryde ind i huset.
  6. Brug udendørsbelysning med føler.
  7. Fjern alle ekstranøgler, som du har gemt ved huset.
  8. Aftal med naboerne, at I holder øje med hinandens huse.
  9. Spær indkørslen af med en bom eller kæde, så tyven ikke kan køre helt op til huset.
  10. Sørg for at mærke alle dine værdigenstande - også køleskab og brændeovn. Du kan låne mærkningsudstyr på din lokale politistation.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd

- Vi har været ude ved borgerne og bedt dem om at være særligt opmærksom på ting, der er anderledes i deres område. Vi har især været ude hos de fastboende i sommerhusområderne, og det har også givet nogle henvendelser, som vi har reageret på. Og så har vi patruljeret så meget som muligt i sommerhusområderne, for hvis indbrudstyvene ser, at vi holder øje med området, så holder de sig som regel væk, siger vicepolitikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Så meget er antallet af indbrud faldet i de forskellige kommuner:

  • Vesthimmerlands Kommune: 73 % (fra 67 til 18)
  • Læsø Kommune: 0 % (fra 0 til 0)
  • Aalborg Kommune: 37,1 % (fra 70 til 44)
  • Jammerbugt Kommune: 22,3 % (fra 200 til 156)
  • Rebild Kommune: 100 % (fra 1,6 til 0)
  • Hjørring Kommune: 76,6 % (fra 123,6 til 29)
  • Frederikshavn Kommune: 23,9 % (fra 110,3 til 84)
  • Brønderslev Kommune: Stigning på 20 % (fra 5-6)

Seneste nyt

fra Nordjylland