Indbrudstyve brød ind til familie

Foto: Erik Refner, Scanpix

Nordjyllands Politi efterlyser vidner, der har set fire-fem mænd, som lørdag morgen brød ind i et hus i Hirtshals, mens familien var hjemme.

Indbruddet skete i et hus på Ved Skoven i Hirtshals klokken 05.25. En familie lå og sov, da faren i huset kunne høre, at nogen var ved at bryde ind. Herefter observerede han fire til fem mænd stå udenfor huset.

- Familien bliver bange og løber op op 1. sal i huset og forskansede sig der. De ringer så til politiet derfra, mens de kan høre, at indbrudstyve kommer ind i huset, forklarer vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Tyvene kom dog ikke op på 1. sal og forsvandt ret hurtigt igen. Politet kom til stedet kort efter, men har endnu ingen konkrete spor at gå efter.

- Vi vil gerne høre fra vidner, der kunne have været i området så tidligt i morges. Det kan være et avisbud eller en hundelufter, der har set noget mistænkeligt, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

 

Læs også Nordjylland ramt af ny indbrudsbølge i weekenden

 

 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord