Indbrudstyve gik efter designermøbler

Flere kostbare designermøbler blev mandag aften stjålet fra en villa i Vester Hassing.

Et ukendt antal gerningsmænd brød mandag aften ind i en villa på Irisvej i Vester Hassing. Her lykkedes det indbrudstyvene at komme af sted med flere kostbare designermøbler.

Der er tale om flere Arne Jakobsen spisebordsstole af modellen Syveren, to Svanen-stole i sort læder, en stol af modellen Ægget i sort uld, 2 PH-lamper, nogle Georg Jensen ure og højtalere fra Bang & Olufsen.

Indbrudstyvene har skaffet sig adgang til villaen via en terrassedør. Indbruddet kan være sket mellem klokken 17.00 og klokken 21.30, hvor indbruddet blev opdaget.

Nordjyllands Politi søger vidner, der har set noget mistænkeligt i området.

- Med så mange møbler kan man forestille sig, at tyvene måske har kørt i en større varebil, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.

Du kan kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland