Indbrudstyve hærger nordjyske byggepladser

Nordjyske håndværkere oplever i stigende grad, at der bliver stjålet værktøj og materialer for mange tusinde kroner fra byggepladserne.

Det er en dyr fornøjelse for de nordjyske byggefirmaer, når ubudne gæster bryder ind på byggepladserne.

Desværre er det noget, som de i stigende grad oplever rundt om i hele landsdelen. I sidste weekend gik det ud over firmaet Breinholt A/S, der er i gang med at bygge en ny Netto butik i Fjerritslev.

Inde i butikken, som stadig er en åben bygning uden døre, der kan låses, brød tyveknægte natten til lørdag ind og stjal tagpap fra byggegrunden.

- Vi regnede med, at det nok kunne få lov til at stå der til mandag morgen, fortæller indehaver af byggefirmaet Breinholt A/S, Palle Breinholt.

I stedet for måtte Palle Breinholt sande mandag morgen, at tagpappet for 50.000 kroner var blevet fjernet i løbet af weekenden.

- Det er så frustrerende, når vi har folk, der står her mandag morgen, der skal til at ligge pap på, og så er det væk, siger Palle Breinholt.

Indbruddet natten til lørdag er det andet indbrud inden for godt en måned på byggepladsen i Fjerritslev. Derfor har Palle Breinholt nu hyret et vagtfirma, der har sat kamera op til at overvåge hele byggepladsen.

- Jeg forstår bare ikke, at det skal være sådan, at vi skal have en til at stå hernede konstant og passe på vores ting, at der ikke kommer nogen og henter det, siger Palle Breinholt.

Det er det nordjyske vagtfirma R4Y, der står for overvågningen af Palle Breinholts byggeplads, og de sidste par år har de fået mere og mere at se til.

- Vi har en markant stigning på cirka 25 procent om året. Men det vi oplever mest lige nu, det er, at det er mindre firmaer, der er nødt til at hyre os, siger indehaver af R4Y, Torben Jensen.

- Vi er ikke de eneste, der bliver udsat for indbrud, det er i hele landet, at den er gal, siger Palle Breinholt.

Han håber derfor nu, at politikerne på Christiansborg vil tage affære.

- Dem der stjæler fra de her byggepladser de skal have en hårdere straf, siger Palle Breinholt.

Nordjyllands Politi skriver til TV2 Nord, at de behandler sager om indbrud og tyveri fra byggepladser på samme niveau som tyveri og indbrud fra andre steder.


Seneste nyt

fra Nordjylland