Indbrudstyve med dyr smag på spil i Frederikshavn

Foto: Arkiv

Ukendte gerningsmænd brød natten til onsdag ind i Heile Møbler i Frederikshavn.

Møbelforretningen Heile Møbler i Frederikshavn, der har hjemme på Maigårdsvej i det nordlige Frederikshavn havde natten til onsdag ubudne gæster, der afslog at bruge hovedindgangen, men i stedet smadrede en rude i butiksfacaden.

Herfra fik indbrudstyven eller -tyvene adgang til butikken, og så blev der ellers stjålet fire dyre PH-lamper.

- De kom afsted med tre bordlamper og så en "Koglen", fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Politiet fik via butikkens alarmsystem melding om indbrudet klokken 00.24, men ingen så indbruddet ske, og da en patrulje kom til stedet var tyven eller tyvene ikke at se nogen steder.

- Vi har ikke noget signalement eller andet at gå efter, desværre, siger vagtchefen der gætter på at lamperne nu vil blive forsøgt solgt som hælervarer.

FAKTA: Hvad er hæleri?

Personer der køber eller får genstande forærende, der er "tilvejebragt ved en strafbar lovovertrædelse" gør sig medskyldige i hæleri, og kan straffes.

Hæleri er en overtrædelse af Straffeloven §290, der har en strafferamme fra bøde til halvandet års fængsel. Særligt grove tilfælde af hæleri kan dog straffes med op til seks års fængsel.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord