To indebrændte piger var fra Nordjylland

Foto: Rune Borre-Jensen

De to piger på 9 og 10 år som fredag morgen indebrændte i en bil er nordjyske. Ifølge TV2/NORDs oplysninger stammer de to piger fra Øster Hurup.

Fredag morgen blev en stærkt forbrændt mand opdaget på en rasteplads udenfor Berlin. Lidt senere fandt det tyske politi en udbrændt bil i nærheden med ligene af de to piger på bagsædet.
Undersøgelser på stedet fik det tyske politi til at kontakte Nordjyllands Politi, som nu vælger at behandle sagen som en drabssag.
- For at vi ikke senere står og mangler oplysninger, gør vi det, at vi lægger efterforskningen så højt op som overhovedet muligt. Så vi efterforsker det som en drabssag, så kan vi altid senere pille af senere, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi til TV2/NORD.
Udover at hjælpe det tyske politi med at fastslå de involveredes identitet er det uvist om Nordjyllands politi i fremtiden overhoved får noget med sagen at gøre. Nordjyllands Politi er dog meget sikre på identiteten af manden og de to piger.
- Vi er så sikre, som vi kan være, når vi ikke har den tekniske identifikation, men der er intet, der modsiger, at det er bilens ejer, der kørte med sine to børn i bilen, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi til TV2/NORD.
Nordjyllands Politi vil ikke kommentere TV2/NORDs oplysning om, at de to piger er fra Øster Hurup.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord