Indeklimaet er elendigt på nordjyske folkeskoler

Indeklimaet er elendigt på mange nordjyske folkeskoler - og nu viser det sig, at kommunerne ikke følger sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Tung og alt for dårlig luft - sådan er virkeligheden på mange nordjyske folkeskoler. Sidste år lavede Sundhedsstyrelsen ellers nogle retningslinjer for, hvordan skolerne bør håndtere indeklimaet, men ingen af de nordjyske kommuner lever helt op til anbefalingerne.

En af de elever som dagligt kæmper med dårligt indeklima er Freja Byriel Dall fra 8. klasse på Gug Skole.

- Enten er der for varmt eller for koldt i vores klasse - og når vi kommer ind udefra, er der er mærkelig lugt. Man føler ubehag ved at være her, fortæller hun.

Hos Astma-Allergi Danmark kræver man nu handling for at løse luft-problemet.

- Vi må tage et ansvar for vores børn og deres arbejdsmiljø. Børn med astma og allergi risikerer flere symptomer og mere medicin - men fakta er, at alle børn bliver ramt af dårligt indeklima, siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Hos foreningen af Danske Skoleelever er man enig.

- Jeg synes, at man skider på eleverne. Det er meget essentielt, at vi har et godt undervisningsmiljø og et godt indeklima. Derfor bliver jeg forarget, når jeg hører, at kommunerne ikke følger anbefalingerne, siger Emil Sondaj Hansen, der er næstformand i foreningen.

Her på TV2/Nord ville vi gerne spørge de ansvarlige politikere, hvorfor de nordjyske kommuner ikke følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger - men ingen af de politikere vi har haft kontakt til de seneste dage har haft mulighed for at stille op og svare på vores spørgsmål.


Seneste nyt

fra Nordjylland