Indiens ambassadør besøger Energibyen i Frederikshavn

Danske virksomheder præsenterer energiløsninger for et potentielt kæmpemarked i Indien.

Der er fint besøg i Frederikshavn fredag. Energibyen Frederikshavn får besøg af den indiske ambassadør, der skal kigge nærmere på bæredygtige løsninger til sit land, der er på vej til at blive verdens største målt på befolkning. 

- Danmark har nogle meget interessante og innovative teknologiske løsninger, og nogle af dem kan helt sikkert overføres til Indien, siger den indiske ambassadør, Ajit Gupte.

Allerede om 10 år overhaler Indien Kina, og dets 1,3 milliarder indbyggere forbruger hver dag uoverskueligt meget energi. Og behovet bliver bare større og større, og derfor er markedet særdeles interessant for danske firmaer i energisektoren. 

- For Energibyen Frederikshavn er sådan et besøg noget, vi tager i mod med stolthed, fordi betydningen af at udlandet har fået øje på os, er enorm. Det viser også, at det samarbejde Energibyen har med virksomhederne i Frederikshavn kommune, om energiløsninger og eksportmuligheder, har aftagere og kan skabe resultater, siger Poul Rask Nielsen, projektchef, Energibyen, Frederikshavn Kommune.

Et af dagens indslag er samarbejdet mellem Forsyningen, det lokale fjernvarmeselskab, og MAN Diesel & Turbo, der leverer overskudsvarme fra virksomhedens testcenter i Frederikshavn. Overskudsvarmen fra testcenterets kølevand, udstødningsgas og elektricitet opvarmer 250 private hjem i Frederikshavn.

Foruden en præsentation af Energibyen skal ambassadøren også et smut for MAN Diesel & Turbo Testcenter, der i fremtiden kommer til at levere 15-20 procent af varmen til det lokale fjernvarmeselskab i Frederikshavn via overskudsvarme fra testcenteret. 

Herefter tager borgmesteren imod på Knivholt, inden ambassadøren skal på rensningsanlægget i Skagen, der er optimeret, så der spares 2000 tons CO2 om året. 

 
 
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland