Indkøbscenter truet af dårlig økonomi

For tre år siden blev Metropol indviet. Nu er det truet af dårlig økonomi.

Økonomien i Metropol i Hjørring er så dårlig, at det nu truer centrets overlevelse.

Butikscentret Metropol taber penge med en hastighed, der betyder, at egenkapitalen er væk, og selskabet nu skylder mere væk, end der er værdier for. Det skriver Nordjyske. 

Hverken ejere eller banker kan skyde ekstra penge ind, og aktionærerne i Metropol er ikke i stand til at komme med friske penge til det tabsgivende butikscenter, da de er konkurs eller er under skrap styring af deres banker.

- Og sådan en situation er potentielt alvorlig, siger investeringschef Frank Sørensen fra fondsmæglerselskabet Stonehenge i Aalborg til Nordjyske.

I den nuværende situation er banken praktisk talt eneste mulighed for Metropol, men det bliver svært for indkøbscentret at låne penge, vurderer Frank Sørensen.

- Den vej er sandsynligvis lukket i Metropols situation, for bankerne vil normalt ikke låne penge ud til et selskab, der har mistet sin egenkapital og giver underskud, siger han til Nordjyske.

Frank Sørensen understreger, at han ikke kender noget specielt til Metropol, men at han alene som finansieringsekspert udtaler sig principielt på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord