40-årig indsat død i Kragskovhede Statsfængsel: Kan være død af overdosis

Nordjyllands Politi skal efterforske, hvordan en 40-årig indsat i Kragskovhede Statsfængsel døde natten mellem torsdag og fredag.

Nordjyllands Politi fik natten mellem torsdag og fredag omkring klokken 01.00 anmeldelse fra Kragskovhede Statsfængsel, der ligger i Jerup nord for Frederikshavn. Her var en 40-årig mand, der var indsat i fængslet, afgået ved døden.

Årsagen til den 40-årige mands død er ukendt og skal efterforskes af politiet. I en pressemeddelelse skriver politiet dog, at dødsårsagen kan være en overdosis efter indtagelse af medicinske tabletter.

Politiet skriver videre, at man ikke kan frigive yderligere oplysninger om dødsfaldet før mandag hvor efterforskningen går igang.


Seneste nyt

fra Nordjylland