Indsats mod påskeindbrud lykkes: Tyv anholdt og fængslet

Nordjyllands Politis fokus på indbrud i påsken, giver nu pote. I dag blev endnu en formodet indbrudstyv fremstillet i grundlovsforhør i Aalborg.

Mens de fleste nordjyder i disse dage kan nyde en påskeøl og et chokoladeæg i den solbeskinnede højtid, så kommer en formodet indbrudstyv nu til at tilbringe påsken bag tremmer.

Den 21-årige mand fra Aalborg har siden onsdag 28. marts været eftersøgt sammen med en formodet medgerningsmand for indbrud i blandt andet Gistrup, og lørdag aften kunne betjente fra Nordjyllands Politi så anholde manden.

Søndag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg - sigtet for mindst ét tilfælde af indbrud.
I retten kom det frem, at den 21-årige og hans formodede medgerningsmand blandt andet var gået målrettet efter designermøbler og sølvtøj. 

 

Politi: Der vil formentlig blive anmeldt flere indbrud

- Sagen kører for lukkede døre på grund af den igangværende efterforskning, så vi kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt, siger vaghthavende ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard, der dog forventer, at der vil komme flere anmeldelser om indbrud i takt med, at borgerne kommer hjem fra deres påskeferie. 

- Det er jo typisk her sidst på søndagen og i løbet af mandag, at folk kommer hjem og finder deres hus opbrudt, forklarer vagtchefen. 

Den formodede indbrudstyv er efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet frem til 23. april.

Nordjyllands Politi anholdt allerede torsdag den formodede medgerningsmand fra indbruddene i Gistrup. Han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg og er ligeledes varetægtsfængslet frem til 23. april.
 

Politiet: Påsken er højtid for indbrud

Nordjyllands Politi advarede allerede inden påske nordjyderne om, at helligdagene er højtid for indbrud.

- Vi kan se, at det særligt er i folks ferie, at anmeldelserne stiger. Derfor anbefaler vi, at man laver aftaler med naboen om at holde øje, og at man selv sørger for, at ens hus ser beboet ud, selvom man er bortrejst eller taget til påskefrokost, sagde politikommissær Sune Myrup fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord i onsdags.

Politiets målrettede indsats over for indbrudstyvene ser med den nylige fangst af indbrudstyvene fra Gistrup ud til at lykkes.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland